Der er jubilaeum - dette er indlaeg nr. 50, seks maaneder efter nr. 1. Nogle har vaeret mere meningsfulde end andre... lige meget hvad har det vaeret rart at kunne bruge siden her til baade at opdatere jer derhjemme og mig. Jeg skal jo ogsaa lige minde mig selv om hvad det er jeg laver indimellem.

Imorges kom jeg hjem fra en dejlig tur til Shanghai. Siden da har jeg pakket saa alt er (naesten) klart til imorgen tidlig, naar bussen gaar fra Ping Shan Dao, Tianjin, til Beijing Lufthavn. Og hoert om mine danske kollegers rejser rundt i Kina. Og vaeret til farvelmiddag med headmaster mr. Zhao.

Afsluttende punkt paa dagsordenen er muligvis en sidste Qingdao-oel i stamhulen Ali Baba.

Farvel til Kina. Jeg har vaeret glad for at vaere her. Og nu hvor hjemrejsen er saa naer, er jeg ogsaa glad for at kunne vinke, zaidian!, og sige hej igen til alt hvad jeg har savnet ved Danmark. Jeg kan ikke vise jer mange billeder herfra, da computeren med mine mapper er kaput. Til gengaeld kan jeg give jer store knus og fortaelle jer hvor glad jeg har vaeret for altid at have jer lige ved haanden takket vaere nettet. Tak for mails, breve, opkald, pakker og tanker fra alle jer der har fulgt med paa sidelinjen. I er uvurderlige!

Jamen, jeg bliver da noedt til at sidde og vaere lidt sentimental - det er sidste aften i Tianjin. Imorgen, soendag, har 10 timers flyvetur bragt mig hjem, og 21.15 dansk tid kan jeg smaekke mine foedder ned paa aalborgensisk jord. Jeg aner ikke hvad mine planer skal vaere fra nu af, men noget siger mig at det hele nok skal gaa. Det her lykkedes jo.

Nu maa jeg afrunde denne blog - naeste gang vi ses, bliver det ikke her, men alle mulige andre steder. Saa det glaeder jeg mig til!

I maa have mig undskyldt, for jeg har noget alt for tung baggage jeg skal se til. AAAAAAAARGH!

Okay okay, jeg ved godt jeg har fortalt jer at jeg skulle til Sichuan med min storebror. Det skulle jeg ogsaa. Men jeg er altsaa i Shanghai lige nu! Mere om det senere.

Det var dejligt at komme "hjem" til Beijing i onsdags. Fredag morgen kom min storebror Morten, og formiddagen gik med morgenmad i et hutong-omraade (smaa gyder/gamle bydele midt i storbyen) og en tur forbi den Himmelske Freds Plads. Om eftermiddagen var vi inviteret hjem til Mikkel, Mortens ven som laeser kinesisk og derfor skal bo i Beijing i et semester. Han bor paa 28. etage, saa der er en god udsigt naar man sidder ved vinduet og drikker Yanjing-oel!

Derefter tog Mikkel os med paa en hyggelig restaurant, og tiden floej maaske afsted der i gaardhavens tusmoerke blandt bambus og eksotiske retter. I hvert fald lykkedes det os foerst at ankomme paa nedgangen til perronen 2 minutter foer afgang - og vi blev moedt af en laast doer, som den tilstedevaerende vagt ikke ville laase op for os! Der er aabenbart en regel om at billetterne skal tjekkes 5 min. foer toget koerer, og hvis man er der soelle to minutter efter den tidsgraense er det altsaa bare surt show.

Vi fik heldigvis refunderet billetterne, og tog en taxa tilbage til 28. etage for at sove paa det. Og saadan blev det altsaa besluttet at turen skulle gaa til Shanghai i stedet, og hurra for det! Allerede i toget saa vi at dette maatte vaere det eneste rigtige. Soft-sleeper-togene til Shanghai er noget af det mest nuttede jeg nogensinde har set indenfor tog-indretning - alt er holdt i diskrete, matchende farver, der er hvid dug og en lille blomst paa bordet, hver passager har en boejle med hvid silkesloejfe paa, sengene er overhovedet ikke kineserstoerrelse, og de ansatte paa toget var vildt sjove. Perfekt!

I morges kl 7 stoppede toget her i Oestens Paris, og efter at have ventet til frokosttid i lobby'en paa Captain Hostel lykkedes det os at faa plads i en soemandskabine som de kalder det. Funny. Vi er sikre paa at Steward Stardust ogsaa har boet her.

Eftermiddagen har vi brugt paa at vaere forkaelede vesterlaendinge: Jin Mao-bygningen huser bl.a. Grand Hyatt Hotel, hvor vi fik High Tea paa Grand Cafe (53. etage) og cocktails paa Cloud 9 (87. etage) med perfekt udsigt over de vilde bygninger paa the Bund. Det er altsaa lidt fedt at lege at man er rig engang imellem... Og det bliver hoejst sandsynligt ikke sidste gang i denne uge. Shanghai er stedet for luksus i Kina. Og det er egentlig lige hvad jeg har brug for lige nu - saa pyt med de der pandaer i Sichuan.

Om lidt tror jeg vi skal ud og have indisk mad. Fanastisk med al den afveksling!

Back in Urumqi, hvor jeg lige har nydt stemningen og en chocolate shake paa en caribisk cafe. Nu sidder jeg i en kaempestor kaelder-internetcafe fyldt med rygende, coladrikkende og tranceagtige Counter Strike-spillere og mig med DR netradio i oererne, saa alt er som det skal vaere.

De sidste par dage har vaeret en blandet succes - min tur gennem oerkenen fra Hotan til Urumqi var fin, mere om det senere - men vejen fra Kashgar til Hotan var en bustur planlagt i Helvede, som ogsaa gjorde at jeg simpelthen ikke kunne koncentrere mig ordentligt om opholdet i Hotan. Altsaa det var en sovebus, hvilket var en glaedelig overraskelse, saa jeg var positiv og taenkte Nej hvor hyggeligt, saa skal jeg ikke sidde op og sove, og pyt nu med at den her lillebitte bus-seng er klam og beskidt og at det nussede taeppe aldrig er blevet skiftet selvom 1000 mennesker har ligget og svedt paa det.

Men jeg skulle blive klogere! Buschauffoeren viste sig at vaere en freak som sad og raabte og skreg fuldstaendig psykotisk til sin ven ved siden af hele turen igennem, og det blev hoejere og hoejere ud paa natten. Og jeg laa lige ved siden af ham. Og bussen var aabenbart ikke helt i topform, for den hoppede usandsynligt meget, og indimellem midt i hoppe-flippene bremsede den haardt op fordi motoren broed sammen. Og som om alt det ikke gjorde det svaert nok at sove; hvis det paa en eller anden maade lykkedes mig at falde lidt hen, blev jeg lynhurtigt vaekket af at den sindssyge chauffoer taendte alt lyset eller dyttede vanvittigt laenge mens han hang ind over rattet og saa rablende skoer ud. Jeg var meget, meget gal da jeg steg ud i Hotan!

Tordenskyen over mit hovede - og trangen til at flaa andres hoveder af - forsvandt efter et par timers soevn paa mit hotel, men det helt spektakulaere markedsliv som skulle vaere i Hotan fandt jeg aldrig helt frem til. Det naermeste jeg kom var en halvt indendoers junk-bazaar hvor man ikke kunne koebe meget andet end arabisk mama-style toej i glitrende kunststof. De omkringliggende gader var meget hyggelige, fyldt med sand fra oerkenen (mit indtryk var at alt i Hotan er daekket af et tykt lag sand), frugtsaelgere med vogne trukket af aesler som altid her i Xinjiang, og smaa gaderestauranter, tilroegede efter grillning af enorme maengder kebabspyd. Men jeg var ikke helt oplagt, og det var skoent igaar at opdage at bussen som skulle koere mig gennem Taklamakan-oerkenen var en hel del bedre end den jeg havde koert med dagen foer!

Naa, ikke mere brok.

Oerkenen var meget saadan... sandet og taaget. Men flot. Henad aftenen kom der en tysk film om nazitiden (med kinesisk synkronisering) paa bussens fjernsynsskaerm, og saaledes koerte jeg gennem Taklamakan-oerkenen med "Deutschland, Deutschland uber alles!" bragende ud af hoejtalerne. Skoert.

En saerlig hilsen til Svend, som maatte tage tidligere hjem. Jeg haaber du nyder Danmark (maaske der er kommet en ny seriesoendag-trend som jeg skal vide noget om?) og faar en god studiestart.

Imorgen tager jeg flyet tilbage til Beijing, og jeg glaeder mig. Nu er der ikke laenge til at min broder flyver ind og vi overtager Sichuanprovinsen med den staerke mad. Er der nogen der gerne vil have en panda med hjem?

Det kan ikke ignoreres mere. Jeg bliver noedt til at give min mor karantaene fra bloggen! Nu er det nok med alle de pinlige rosende mor-kommentarer, proever du paa at goere mig flov, hva?

Saa er der blog fra Xinjiang.

Rejsen startede i soendags med en smuk flyvetur over oerkenlandskaber og en himmel saa blaa som jeg ikke har set den i snart seks maaneder paa grund af Tianjins smog.

Urumqi, min landingsplads, boed ikke paa saerlig meget (udover at det var overvaeldende pludselig at vaere omgivet af Uighur-folket, som er noget smukkere end kineserne), saa dagen efter tog jeg turen til Turpan 2,5 time syd for Urumqi. En meget fredelig oaseby midt i oerkenen, taet paa bl.a. foernaevnte Flaming Mountains samt den ret velbevarede ruinby Jiaohe. Flot, men lidt svaert at nyde fuldt ud i 48-49 graders varme ifoert muslim-venlig lang nederdel og langaermet troeje! Min nye bedste ven er en vifte koebt i Turpans bazar.

En tur rundt i Turpans gamle bydel bragte mig ind i et lille uighur-hjem, hvor jeg blev overdynget med laekre, groenne vindruer, hvorefter familiens datter viste mig vej til byens moske. De havde en masse flotte taepper haengende paa vaeggene, og midt i det hele hang der en plakat med to burgere paa, rimelig maerkeligt...

Igaar tog jeg toget til Kashgar og ankom idag ved middagstid. Har indlogeret mig paa Kinas usleste hotel, hvor jeg fik mig en kort middagslur, og har nu vaeret ude og tage et hurtigt kig paa byen og faa lidt sen frokost. Nudlerne her i Xinjiang er ikke helt daarlige!

I toget var jeg taet paa at blive stjaalet af en dame. Jeg var helt uskyldigt gaaet ud af min sovekupe for at koebe lidt mad, da hun spurgte mig hvor jeg var paa vej hen. Kashgar, svarede jeg, og det skulle hun ogsaa. Og hun var rigtig soed og hjalp mig med at faa vegetarisk mad. Men pludselig blev jeg lidt svedt, da hun gik igang med at fortaelle mig at jeg skulle foelges med hende og hendes rejsekammerater paa deres tur... Ting bu dong, ting bu dong, sagde jeg paent, i haab om at hun ville tro paa at jeg ikke forstod hvad hun sagde. Dette resulterede bare i at hun opstoevede en engelsktalende pige i en af kupeerne, som straks kom og begyndte at skrive en plan ned for hvad jeg ifoelge dem skulle lave de naeste par dage... Det lykkedes mig dog til sidst at slippe fri. (Det var selvfoelgelig flinkt af dem at de saadan ville passe paa mig, men det var altsaa bare ikke lige hvad jeg havde planlagt for den her tur.)

Jeg bliver her i Kashgar et par dage, og vil derefter tage en bus ad den sydlige Silkevej til Hotan for at se soendagsmarkedet der. Og saa gaar turen gennem Taklamakan-oerkenen ("Gaa ind og du vil aldrig komme ud igen"-oerkenen...) tilbage til Urumqi hvor jeg flyver til Beijing.

Nu er internet-tiden vist udloebet!

Hvor dejligt at det saa tit er dagen foer dagen for et eller andet. Idag er det dagen foer min sidste arbejdsdag. Meget maerkeligt at skulle sige farvel til mine smaa puslinger - de forstaar helt sikkert ikke at jeg skal afsted. Det goer jeg i hvert fald ikke.

Naar rejsen til Urumqi paa soendag er saa taet paa, foeler jeg at den sidste tid her i Tianjin flyder uden rigtig at tage form til noget konstruktivt. Om morgenen gaar jeg til skolen langs floden, sidder et par timer der (og ser mere eller mindre hjaelpeloest til mens laererne stresser over den kommende festival), trasker hjemad samme vej mens cikaderne gaar amok imellem regnbygerne, pengene forsvinder som dug for solen paa Silkemarkedet og timerne risler afsted mens jeg vender siderne i "Tilvaerelsens ulidelige lethed" og loeser fantasiloese krydsord.

Afslappetheden er egentlig ikke noget problem for mig (surprise), men udlaengslen goer det hele langtrukkent. (Naar alt det er sagt kan jeg selvfoelgelig godt afsloere at der er en del praktiske ting jeg stadig ikke har ordnet - et evigt tilbagevendende tema i mit liv - men det skal vi ikke komme naermere ind paa her)

For en uge siden havde jeg min debut som talentfuld skuespiller paa skolen - i et meget hjemmelavet play om den lille dreng Lazy Pig, som ikke ville hjaelpe de andre dyr (god symbolik). Jeg havde ganske naivt sagt paent ja til at hjaelpe Kristians klasse med stykket, da det pludselig viste sig at min hjaelp skulle bestaa af at snakke meget sort engelsk samt at danse og have grisehat og haeslige bukser paa. Men det var sjovt at vaere Pig's Mama, og jeg noed at staa i spotlightet og sige

"Lazy, Lazy my dear! - look, I take some food for you. My dear, you must learn from others. Yes my good boy, let's have a supper!" (replikkerne koerte samtidig paa playback, super god effekt)

I denne weekend drager jeg endnu en gang mod Beijing, og derefter er der kun en uge til at jeg faar ferie. Jeg holder modet oppe, jeg har klaret arbejdet fint, men nu bliver det ogsaa fantastisk befriende at komme ud af den paa det sidste alt for trivielle hverdag.

Togturen til Xinjiang tager 45 timer hver vej, og eftersom jeg inkl. transport kun har 11 dage til raadighed til at udforske denne Kinas stoerste provins, har jeg vaeret gavmild over for mig selv og spenderet en flybillet tur-retur. Og nu hvor alt det er helt paa plads er jeg virkelig begyndt at glaede mig - jeg har ikke helt overblik over hvor jeg skal hen endnu, men Turpan med de saakaldte "Flaming Mountains" og Kashgars beroemte soendagsbazaar maa bestemt vaere sikre vindere.

Jeg ser efterhaanden meget frem til en stemning der er lidt mere Aladdin og lidt mindre Mao. Og saa har jeg kigget paa billeder derfra, og det ser kraftejme flot ud (Smukke oerkener, bjerge, sletter og soeer... I kan jo Googl'e hvis I har tid).

Forresten var det min kinesisklaerer Sunny som var saa soed at hjaelpe mig med mine flybilletter. Da jeg sagde til hende at jeg vil til Xinjiang, udbroed hun "ALONE? Oh no! Dangerous. Everybody there has the knife or the gun!"... Jeg tager det med et gran salt - kineserne bliver indoktrineret med lidt af hvert, og Partiet har sikkert en interesse i at skabe mistillid til folket i Xinjiang, som bl.a. af politiske aarsager ikke betragter sig selv som kinesere og naegter at tale Mandarin.

En del af min danskergruppe forsoeger at komme til Tibet i ferien, og ogsaa de er blevet advaret om "faren" ved dette: "All the farmers are crazy!!!". Pas paa, det er en grum verden hvis du er styret af Kinas Kommunistparti.

Lidt praktisk info til et par af jer derhjemme inden jeg hopper paa toget til Peking;

Morten, togbilletterne til Sichuan kan foerst bookes 5-10 dage foer, men jeg har gjort det saadan at jeg kommer tilbage til Beijing allerede d. 9. august og ordner det der. Det skulle ikke vaere noget problem ifoelge selskabet. (jeg var forresten, paa grund af foernaevnte playback, desvaerre ikke i stand til at bryde ud i diverse Pink Floyd-sange fra "Animals". Kald mig bare en toesedreng!)

Ditte - bare skriv til saraladefoged@gmail.com

Mor: jeg kan ikke se de Xinjiang-billeder du sendte, da geocities-domaenet er censureret her (apropos den store grumme verden som man helst ikke skal vide noget om)

God weekend!

I loerdags havde Svend besoeg af Anne fra Danmark, og det viste sig at hun aabenbart laeser med min storebror. Det mindede mig om en maerkelig lille oplevelse for et par maaneder siden...:

Jeg var paa arbejde, og var gaaet ned paa skolens 2. sal, hvor jeg saa et ungt dansk par og deres to smaa boern staa og snakke med en laerer. Jeg havde i forvejen faaet at vide at kvinden var paa kort besoeg her fordi hun er paedagogstuderende.

Da jeg gik hen og hilste paa dem og sagde "Jeg hedder Sara", svarede kvinden "Ja, det kan jeg jo godt se!"

Her kunne jeg ikke rigtigt finde paa andet at sige end "Oehhhh...?", hvortil hun svarede "Jamen vi bor i samme by, ikke? Du er blevet passet af min mor?". Hvor skoert, der stod jeg i Tianjin og troede at jeg var saa langt fra Nibe som overhovedet muligt, og pludselig stoedte jeg paa min dagplejemor Jonnas datter...

Det er planlaegningstid i disse dage. Af flere grunde, bl.a.: der er kun 2,5 uge til jeg faar fri og skal rejse rundt. Jeg har besluttet mig for Xinjiang-provinsen, som byder paa Ürümqi, den by i verden som ligger laengst vaek fra havet. Altsaa det er ikke derfor jeg vil derhen, vel, men det lyder som et virkelig interessant og anderledes omraade, og jeg vil egentlig gerne se noget der ikke noedvendigvis er superkinesisk. Lille Sara alene i verden, men hvem ved, jeg loeber nok ind i en paedagog fra Hobrovejens Boernehave eller maaske hende den sure fra den gamle kiosk paa Bustorvet i Nibe. Og saa henter jeg min storebror i Beijing saa vi kan tage paa bror&soester-tur til Sichuan-provinsen, hvor de har staerk mad og vistnok ogsaa noget natur af en slags...

Men der er ogsaa andre grunde til at det er planlaegningstid, og det er nu I skal spidse oerer og blyanter derhjemme, hovedsageligt mor og far: jeg er ved at sammensaette velkomstmenuen som I jo har klar til mig efter at I har savnet mig i vildt lang tid, den er ved at vaere ret omfattende saa maaske den skal spredes ud over flere dage.

Den er ikke helt faerdig, men indtil videre er den som foelger:

-Groensagssaute, den klassiske far-opkskrift af porrer, guleroedder, persilleroedder, fennikel, roed peber

-Den gode lille salat med avocado, friske aerter, mangochutney (Gheeta's Premium), rucola, peber og Vegeta

-Serioest ostebord inkl. rugbroed (hjemmebagt) samt en bastant, let svampet og saftig men sproedskorpet broedtype. Evt. knaekbroed/kiks

-Claudettes tunmousse, med tofu i stedet for tun. Hertil estragondressing af valgfrit maelkeprodukt, dog ikke graesk yoghurt da det ikke passer til retten. Den graeske yoghurt kan passende tilsaettes karry og Vegeta og serveres til naeste ret:

-Bagte rodfrugter i farverige terninger (selleri nej tak).

-Vegefars, stegt med timian og det der citrus-grillkrydderi

-Mozzarella med tomat (fast og moerkeroed, evt. cherrytomater) og basilikum

-Nuttolene i ikke for tynde, ikke for tykke skiver, med peber paa

-Pizza, selvfoelgelig en nr. 1 med ekstra ost og gorgonzola

-Min mors pandekager, fx efter en gang gallettes med spinat, champignon og ost

-Falafel, helst i en hjemmekomponeret pitabroedssymfoni

Til at fordoeje dette vil jeg bede om noget saa enkelt og laekkert som danskvand, men hvis I absolut vil kraese for mig maa det da godt vaere et fancy maerke.

(Fik jeg naevnt at jeg er doedtraet af ris med slatten kinakaal stegt i olie)

Og saa var der forresten jordskaelv den anden dag, det var maerkeligt men ufarligt...

Jeg maa bede alle laesere om at vise deres respekt for en stor mand, som nu i doeden fremstaar endnu mere mytisk. En legende, en trendsetter, en inspirationskilde for alle der har vaeret i naerheden af et tv siden starten af 90'erne.

Det er med dyb sorg at jeg (en anelse forsinket) bringer denne lille nekrolog for geniet Aaron Spelling. Manden som gav os serien hvor sidste scene, som i saa mange andre serier, tonede over i sort.

Men dette er ikke en hvilken som helst serie, nej, vi snakker serien over alle serier, der hvor den sorte skaerm bragte os credits skrevet med hvid skrift.

Og det var ikke en hvilken som helst hvid skrift, nej, det var skriften som bl.a. stavede navnet paa manden som paa et tidspunkt var medproducer af serien, manden som delte efternavn med en toerret vindrue. Hvor mange gange har man ikke siddet klinet til skaermen i spaending fuld af spoergsmaal, "finder Dylan og Brenda nu sammen igen" "Hvor mange kaerester har Brandon haft" "Overlever Kelly sin spiseforstyrrelse/sit kokainmisbrug/sit uheldige medlemsskab af en farlig sekt" osv, mens producernavnet Charles Rosin tonede frem paa skaermen?

Jeg ved at jer piger fra Kulten, samt min mor, med taarevaedede oejne nikker genkendende. Ja, det er haardt at skrive dette, men ikke desto mindre er tragedien sand: Faderen til Beverly Hills 90210 er afgaaet ved doeden, 83 aar gammel.

Et kort vue over hans karriere viser hans mange facetter som tv-mand. Han staar bag succeser som Dollars, Melrose, Heksene fra Warren Manor, m.fl.

Men intet staar klarere paa seriestjernehimlen end favoritten Beverly.

Mr. Spelling efterlod sin kone Candy, sin soen Randy, og sin datter Tori aka Donna.

Tak for jeres opmaerksomhed. Og tak til Aaron Spelling, som har gjort saa mange liv, og direktoererne paa TV2, saa meget rigere.

- med den introduktion af sig selv inviterede moren til en af Svends elever os til fest; tid og sted: fredag aften i hendes hjem. Den skriftlige invitation var, som man kunne forvente her i Kina, enormt fin. Roedt papir med guldkant lagde rammen for storslaaede ord om denne party of a midsummer night's dream, som festen, meget naerliggende, blev kaldt.

Det er ingen hemmelighed at en del af foraeldrene til vores elever mere eller mindre maa tilhoere Tianjins jetset, og hjemmet som vi denne aften gaestede var saaledes en kompakt og yderst smagloest pompoest indrettet villa - en eksplosion af beige, cremefarvet og gulddetaljer, og her fra de store, alt for bloede og pudebefaengte sofaer kunne man observere vores vaertinde, der var som traadt ud af en Hollywood B-film om ensomme, men rige gifte kvinder med stort haar. Kvinden her var ikke ligefrem lille i sig selv, men til gengaeld presset ned i en meget lille pailletkjole som skreg "Min mand er konstant paa forretningsrejse i Shanghai, saa jeg skal have det sjovt!". Som om det ikke var underholdning nok i sig selv stillede hun bl.a. op med et lille show ved klaveret, hvor hun med smiskende stemme fremfoerte en helt forkert version af "Love me tender" - men man skulle maaske have vaeret der.

Alligevel vandt hun nu min respekt lige fra starten med sin aabningstale, hvor hun til sidst boed os danskere velkommen: "I want to thank you for coming here to our country. And I want to thank you for the job that you do for my son and his friends. Not for teaching them how to sing "Jingle bells, jingle bells" and all that, but for showing them that the world is big."

Til festen moedte vi ogsaa Francis, en ung kineser som har boet det meste af sit liv i Europa og USA, og nu arbejder som engelsklaerer mm. i Tianjin. Han havde mange observationer omkring problemerne og loesningerne paa at laere kinesere engelsk - og var en dygtig entertainer med sine smaa "Chinglish"-historier. Fx denne:

Han havde paa Tianjin University arbejdet sammen med en laerer fra et sted i Californien, som den foerste dag spurgte sine elever om de kendte dette sted

- "Yes!" svarede eleverne i kor.

"Have you ever been there?" spurgte laereren.

"No!" svarede de i kor.

"Do you want to go there?" spurgte laereren.

"Yes!" svarede de i kor.

"Okay, so why do you want to go there?" spurgte laereren dem og blev moedt af tavshed, indtil en af eleverne rakte haanden op. "Yes?" spurgte laereren ham.

"I would like to go there because I heard there are a lot of bitches. Yes, a lot of white beautiful bitches. There are not that many bitches here, and the only bitches that we have here are dirty."

Det viste sig heldigvis at det handlede om et simpelt udtaleproblem - Californien er maaske kendt for smukke kvinder, men denne elev var nu interesseret i de smukke, hvide strande.

Der er nu kun en maaned tilbage paa jobbet, og desuden har jeg kun en uge tilbage paa den anden skole som ligger uden for byen. Det betyder at de tre uger jeg har til at rejse rundt naermer sig hastigt, og jeg proever at planlaegge min rute, men det er svaert at beslutte sig for destinationer i saa stort et land. Arbejdet begynder ogsaa at vaere en tand for ensformigt for min smag, saa selvom jeg kommer til at savne boernene, bliver det dejligt at faa fri.

Aftensmaden venter - i samme oejeblik som nogle af jer derhjemme sikkert tager en middagslur i et nyopslaaet telt paa en vis dyrskueplads i Roskilde.

Maa der runge et stort HAPPY CHILDRENS DAY!!! fra Tianjin til Danmark. Den 1. juni var det boernenes dag, og her i min by er skolerne gaaet agurk over datoen - med en 4-dages HAPPY CHILDRENS DAY!!!-festival til foelge. Meget bekvemt falder alt dette sammen med aabningen af den ekstra bygning som min skole har faaet opfoert ved siden af den gamle, samt den tilhoerende park. De sidste par dage har jeg derfor tilbragt i sidstnaevnte, fordi programmet i stedet for undervisning har staaet paa noget saa afslappende som at slentre rundt i varmen og se paa boernene og deres foraeldre.

Og selvfoelgelig, shows. Saadan er det her - der bliver gjort et kaempestort nummer ud af at boernene optraeder med soede smaa sange og danse. Og helt aerligt, ik? Jeg kan jo lige saa godt indroemme at jeg med tiden er begyndt at elske det. Det skal ikke vaere nogen hemmelighed at jeg har vaeret skeptisk, men paa et eller andet tidspunkt kom jeg alligevel til at overgive mig mere eller mindre til al den energi og evne til at skabe festfyrvaerkerier ud af kaos. Saa selvom det i fredags stadig var med en vis hovedrysten at jeg laenede mig tilbage med min parasol, tror jeg nok at mit brede smil maa have afsloeret begejstringen...

Og apropos shows. Jeg har netop haft besoeg af min dejlige mor, og brugte et par dage med hende i Beijing. Paa Andreas' anbefaling drog vi afsted til det stemningsfulde Red Theater for at se forestillingen Legend of Kung Fu, og hvor er det svaert at finde ord for det jeg ellers saa gerne ville beskrive for jer. Med en blanding af dans, akrobatik og foerst og fremmest den fascinerende, sindsoprivende seje kampsport Gong Fu, var stykket noget af det smukkeste og mest dramatiske jeg nogensinde har set. Jeg tog ikke billder til jer, og godt det samme. Energien ville aldrig kunne gengives 100% i et fastlaast oejeblik - i stedet ville jeg oenske at jeg kunne invitere jer til at vaere der selv. 

Historien om en lille dreng Chun Yi, som ankommer til et munkekloster og vokser op til en tilvaerelse bestaaende af kampsport og buddhistiske dyder, blev fremfoert med en eksplosion af rytmer og fantastisk scenografi. Paa min lille Xi'an-tur sidste maaned besoegte jeg det beroemte Shao Lin-tempel, og der fik jeg en forsmag paa (og smag for!) hvad der ogsaa blev gengivet i forestillingen - munke, som foelger en lang tradition for udoevelse af kampsport, en tradition grundlagt samme sted et par tusind aar siden af den indiske munk Bodhidharma, som i sin udvikling af kampsport brugte imitation af dyrs bevaegelser. Efter sigende for at finde afloeb for den energi som munkene ikke kom af med gennem ren meditation... og sikke en energi! Nogle af jer husker maaske hvor vild jeg var med Tore, manden der kunne danse som et dyr. Gang det med 10, for jeg blev dybt forelsket i scenen hvor Chun Yi udfoerer Gong Fu med "tigeren", "froeerne", "skorpionen", "aberne", og jeg kunne blive ved.

Jeg er simpelthen saa fuld af beundring over for mennesker med den sans for koreografi der er actionpacked i saa hoej en grad. Hvis I tilfaeldigvis befinder jer i Beijing inden 30. juli, skal det vaere i det roede teater!

I det hele taget har det vaeret rart at have besoeg af min mor herovre. En underlig men stolt foelelse at vise hende mit hjem her i Zhong Guo, Riget i Midten. At praesentere hende for mangfoldigheden af Tianjins gader, at invitere hende til at se et mylder af mine boern, at kunne forhandle priser for hende (paa et sprog som jeg omend ikke mestrer, saa alligevel med tiden foeler mig mere og mere knyttet til) og foerst og fremmest gennem alt dette, give mig selv en lille paaminder om hvor glad jeg er blevet for dette sted. Kina er kroebet ind under huden paa mig, om jeg ville det eller ej.

Og maaske derfor jeg ikke er saa aktiv paa blogfronten for tiden. Jeg har jo efterhaanden faaet et par rykkere fra toerstende laesere, og jeg vil ogsaa goere mit bedste for at faa mere ned paa skrift. Men det var nemmere i starten, for paa trods af at tilvaerelsen her maaske altid vil foeles som fremmedartet, er jeg ogsaa blevet mere fortrolig med den - der er naturligt nok laengere mellem hvor er det her langt ude, det bliver jeg noedt til at skrive til nogen derhjemme-oplevelserne. Og selvom jeg stadig kan overraskes, er jeg glad for den voksende foelelse af fred og accept af hverdagen i en anden kultur. (Og saaledes landede jeg paa koeleren af en bil for flere uger siden og husker foerst at fortaelle om det nu...! Bare rolig, det er helt normalt, og jeg er uskadt, udover at min ene sivsko ser lidt sjov ud efter haendelsen) 

Men mit liv har altsaa de sidste par dage vaeret enormt ukompliceret, og det har vaeret dejligt bare at traske rundt i heden i min fine nye folkloreagtige nederdel og matchende kinasko. Maaske lige bortset fra mine kinesiske kollegers reaktion paa looket, af en eller anden grund synes de det er enormt sjovt (lidt ligesom naar jeg gaar i bade-klipklappere, "Very strange") men saa igen, det var ogsaa en meget stor ting paa skolen da en af de andre danskere paa grund af de stigende temperaturer skiftede de hvide sneakers ud med Mao-sko: "Before, Anders very fashion. Now look like a farmer!"

Hyg jer, og nyd det sidste af weekenden.

Overskrift paa Politiken.dk.

("Jeg synes ogsaa det blaeser idag"... Citat Svend)

- "carry forward the cause of the older generation and break new ground". Altså, de har da også bare et ord for alt, hva.

Så er jeg vist igen klar til at vise livstegn fra Øst. Hvor er tiden der tar os - kun tre måneder tilbage her i Tianjin! Jeg er jo hjemme i Danmark lige om lidt. Og det er faktisk til at blive en smule vemodig af, for de seneste par uger er det virkelig gået op for mig hvor godt jeg har det her. Jeg ved ikke hvad der gjorde udslaget. Måske jeg bare havde brug for tid til at vænne mig til denne tilværelse. Og så har foråret sat sit heftige præg på byen - det er ikke sjældent at der er hedebølgelignende temperaturer, livet i gaden er helt anderledes og ret fascinerende med sin blanding af storbyjag og den umiskendelige kinesiske AFSLAPPETHED:

Trafikstøj, smog, sløve bumser, habitklædte businessmennesker, døgnåben karaokelarm fra baggården (hvorfor? hvorfor?), laaaaaaangsomme cyklister som kigger undrende på dig fordi du er "Lao Wai!" - udlænding, tilbagelænede folk i alle aldre som må være født til at hænge ud på gadehjørner uden noget egentligt formål - det er en Tianjin'sk cocktail. Det er enormt irriterende og sindsoprivende charmerende, og jeg nyder det. Det bliver underligt at undvære. Chi bao-le, bu xiang jia - når man er mæt har man ikke hjemve, siger kineserne. Jeg er sjældent rigtig mæt, men jeg er til gengæld altid fyldt til bristepunktet af indtryk.

Faktisk har jeg i et par vilde øjeblikke overvejet ideen om alligevel at blive et par måneder og arbejde - meeen. Der er så mange dejlige mennesker derhjemme som jeg glæder mig til at blive genforenet med, og det har jeg ikke lyst til at udsætte.

Arbejdet går ellers ganske godt. Igår, mandag, var jeg første gang ude på den nye skole hvor jeg har ekstraarbejde tre gange om ugen, og det var en rar oplevelse. At komme ud til de her herlige unger som morede sig helt vildt over de ting jeg lavede med dem - sikke et boost på en dag hvor jeg ellers følte mig lige til skraldespanden. Og tanken slog mig at der i starten af mit ophold her var en der sagde til mig, at jeg skulle prøve at give børnene selvtillid i mine timer. Den strategi har jeg forsøgt at føre lige siden, og nu kan jeg pludselig se at det har haft en god bonuseffekt på min selvtillid. Jeg kan faktisk løfte den her opgave - som jeg ellers til at begynde med syntes var nærmest komisk - og jeg kan gøre det godt. "You very good teacher. All children take part in your game!" siger mine kolleger indimellem, og det er balsam for sjælen.

I det hele taget får jeg masser af flotte ord. Noget siger mig at man, hvis man ser vestlig ud, er selvskrevet til at være "piaoliang!", smuk, og det er underligt pludselig at være omgivet af folk som synes jeg er underskøn bare fordi jeg har øjenlåg og hvid hud. En teori der bliver bekræftet når man ser de utallige billedreklamer for hvad plastikkirurgerne i byen kan gøre ved asiatiske ansigtstræk. Det er ret ubehageligt, og selvom den mildere udgave af den slags "skønheds"behandlinger, supermarkedets Whitening Lotions, sikkert ikke er meget værre end solariebrune danskere, kan jeg ikke lade være med at stirre vantro på udvalget.

Men man er unægteligt i "høj kurs" (det er jo et marked, ik) som dansker, noget mine mandlige bofæller også mærker i stor stil. Mange piger går i tihi-mode og bliver lidt som 13-årige når de bliver præsenteret for dem, og i det hele taget er der en vis kult af Lao Wai-fans samlet på barer og hangouts som er kendt for at huse vesterlændinge. (Som pige oplever man ikke helt den samme headhunting som drengene gør - og som Bruno pointerede da jeg nævnte det: "Jeg er sikker på at de kinesiske fyre synes I piger er dybt interessante, men de husker vel også på at de er mænd, og så passer den der pigede fanrolle bare ikke på dem." Ja, så fik vi dét der med kønsroller sat på plads - jeg kan nu også godt undvære at blive praiset i den grad.)

Og så sidder min flippermor sikkert lige nu i Xiahe og nyder at fryse i sneen mens hun drikker yakmælk af krus tørret af med brugte gulvklude og kigger på munke (jeg sagde jo at de godt kan, de kinesere!), hvor er det sødt. Om en uge kommer hun til Beijing, dejligt, jeg stakkels barn må jo indrømme at være lidt morsyg.

Jeg kom vist til at love nogen at der ville være billeder når jeg opdaterede min blog. Lang næse, det bliver næste gang. Men så vil der også være fine fotos fra vores dejlige tur til Xi'an, Zhengzhou og Louyang.

Så er der snart Gold Week, og det betyder ferie. Vi danskere er i anledning af Labour's Day blevet inviteret på tur til Xi'an plus et par andre kendte steder, så vi skal rigtig lege turister de næste par dage. Det skal resten af Kina højst sandsynligt også på grund af fridagene, så det bliver sikkert alt andet end stille og roligt. Til gengæld opvejer vejrudsigten det hele: 35-40 grader... (Yes not very hot, sagde vores rejsekammerat "Lily")

Aller helst ville jeg dog være i min soulmate Lauras sted lige nu. Jeg nævner i flæng ophold på Hollywood Blvd., celebsightings ved sæbeoperaprisuddeling og audiens hos skønhedsguru Ooooo-lah Henriksen! Hvor er det bare for meget, os' mig blev der sagt.

Men der er da lidt blæret nyt herfra: første lækre kineser er blevet spottet, og Sofie og jeg er slet ikke i tvivl. Tilfældigvis er vores internet altid i stykker, og tilfældigvis er han ansat som computernørd på hotellet. Så det er rent faktisk muligt - nu er den myte der vist aflivet, alle jer piger derhjemme som har været bekymrede for udfordringen af min æstetiske sans!

Efter ferien får jeg ekstra arbejde, fordi Anders og jeg overtager en del af Nikolajs timer. Nikolaj har nemlig haft en noget større arbejdsbyrde end os andre. Det bliver sikkert hårdt, men også lidt spændende at komme ud på en ny skole som efter sigende skulle være meget anderledes end der hvor jeg har arbejdet indtil videre.

Hyggehejsa.

og den slags ting siger børnehavebørn i Danmark. Når der skal tages billeder, altså. Og jeg ved ikke om I er klar over det, men der bliver altså taget rigtig rigtig mange billeder i Kina. Af den der ganske let opstillede slags med brede tandsmil, kaninører og armene om hinanden, the works.

Nå, men idag var jeg så på udflugt med mine små solstråler, og når man er i en stor park er der selvfølgelig masser af forskellige slags træer og blomster og palmer, og selvfølgelig skal ungerne foreviges foran samtlige botaniske arter. Jeg holdt mig lidt i baggrunden (gruppefotos ER bare ikke særligt sjove!) men lagde da mærke til at børnene sagde et eller andet bestemt hver gang der blev taget billeder, og at forbipasserende gentog det og grinede. Først troede jeg de sagde "Tianjin", men det var vist nærmere "Jian Ting". Jeg spurgte en af mine kolleger hvad det betød, men jeg kunne godt fornemme at hun ikke ville ud med det!

En kvinde bagved mig betroede mig så at det var "some kind of medicine"! Tja, den kunne vi vel også indføre derhjemme? Panodiiiiiiiiil, måske. Eller hvad med Prozaaaaaaaaaaaaaaaaac i en lidt forvrænget form.

Men turen i Water Park var skidehyggelig, og vejret er i top (måske det virkelig passer, det med at weekendens sandstorm - min cykel var pludselig beige - virkelig varsler forårets komme). Mens børnene tegnede fik jeg mig en lur i græsset, og det var altså skønt endelig at finde en grøn plet som man rent faktisk godt må forulempe med sin tilstedeværelse - normalt plejer der at springe politimænd frem fra højre og venstre for at dirrigere mig væk...

Siden sidst har jeg bare været en stakkels lille pusling som har ligget og svælget i selvmedlidenhed - i et svagt øjeblik kom jeg til at drikke en halv liter vand fra hanen, og var derefter grøn i hovedet i flere dage. Alt andet end frugt måtte jeg kaste op, jeg arme pigebarn. Men nu er jeg heldigvis på benene igen.